Hvor dejlig er September her i Danmark!
I Syden brænder den og bringer Feber,
men her er kjølt og svalt og klart og stille,
stille før Stormens Tid.
Mens Linden gulnes, Bøgen blegner lidet,
staar Asken grøn endnu, og Egen strækker
med gjenfødt Løv sin senestærke Arm
ud i den blaalige Luft, som om den trued
ad Fjenden i det Fjerne; Luften selv
er let og stærk som om den kom fra Fjeldet.
Vel er der drysset Grønt af Nattens Vind
som til en Grav: Farvel Du favre Sommer!
Men Rosen blusser dog i Havens Bed,
og mangen broget Stjerne bryder Svøbet,
og hilser Efterhøstens blege Sol
saa kjækt, som om den havde Somren for sig.
Sundet er spejlklart; al den grønne Verden
paa Havsens Bund, den løfter sig for Øjet,
det er som Haanden kunde række did
og plukke Skovbundsblomster, mere friske
end Lunden har at byde. Skibet bæres
saa vuggeblødt afsted i sagte Svæven,
det er som Kjølen stundum gik i Luften;
og sagte triller Bølgen ind mod Stranden
og nipper som af Naade Sandets Blomst,
from som et Lam, — snart graadig som en Løve.
— Men der er Alvor i Septembertiden.
Maj er en frejdig, livsglad, dunet Knøs,
hvem Moderen forkjæler; flænger han
sin nye Trøje, faaer han flux en ny,
thi Blodet ruller ham saa kjækt i Aaren,
han lover Alt. September lover Intet;
prøvet i Livets Kamp, alt meer end modnet,
seer han tilbage og gjør Regnskab op,
han vejer Høsten, ruster sig mod Vintren.
O maatte jeg engang i min September
see Frugt af Somren, og med klaret Syn,
mens Livets Kranse løsnes om min Pande
og Minder blinke ned som Stjerneskud,
frisk lægge Haand igjen paa Arbejdsploven
i Tro paa Vaaren bag den hvide Vinter;
og, seer jeg end med Veemod Somren fly,
og kildrer det endnu det kjælne Øre,
naar Hornet gjalder fra den Lykkejagt,
hvor Pilen oftest rammer eget Bryst, —
gaa trygt min stille Valfartsgang mod Maalet.
Men Du, mit Folk, hvis sørgelige Høst
fra tordensvanger Juli kun var Tomhed,
Tomhed og Savn,
er ikke din Septembertid forhaanden;
er ikke Nuet Stilhed førend Stormen?
Thi Stormen kommer, kimer i det Fjerne,
Skyerne sanke sig, det trækker op,
og med Oktobervildhed vil den rase.
Har Du Septembertid, saa brug den vel:
Skynd Dig, faae Vintersæden godt i Jorden,
— nu eller aldrig maa vor Fremtid lægges, —
sæt Støtter om det Gamle, der bør leve,
og fæld forfode Alt hvad der er raaddent!
Thi rank og kraftig, sund fra Rod til Krone
den Slægt maa være, som skal tage Tag
med Stormen, brydes med de barske Vinde.
Men før den svare Kamp,
før Kampens Taage blænder os paany, —
kom, kom Septemberklarhed over os,
salv syge Øjne, syge af at stirre
paa Døgnets Kjævl, saa klarlig vi maa see
den Faderhaand, der tugter og oprejser!
Fyld slappe Lunger! Har vi aandet tungt
og gispet efter Vejr i Dagens Hede,
slugt Støv fra Smaalighedens Alfarvej
og giftig Dunst fra Egennyttens Grøfter,
saa mæt os Du med stærk og renset Luft,
at vi kan døje Sagatidens Storhed
og vide Brystet og faa Ild paa Læben!
Og, er September Tiden til at dykke
i Havets Sundhedsbrønd, til af dets stærke,
friskende Bølgeslag at øse Karskhed,
saa gid vi, inden Danmark er for gammelt,
just nu, mens Savnets Engel rører Vandet,
maa drives til, værkbrudne som vi er,
at søge Styrken hvor den ene findes, —
da skal igjennem Stormtid Vaaren vindes.