Stormen jog,
og Regnen slog,
og Sæden gik i Leje;
lagde sig langs Jorden lavt,
heel vanskelig at meje.
Skyen veg,
og Neg ved Neg
omsider stod i Trave.
Da der skulde kjøres ind,
kom atter Alt af Lave.
Dag paa Dag
med Tordenbrag
det pidsker ned og skyller;
— bryd dog frem Du kjære Sol,
og redd den rige Mylder!
Bonden gaar
med Hagl i Haar,
mens Hjertet i ham sukker;
flytter paa de vaade Ax,
og mod Vorherre mukker.
Ax og Mand
staa halvt i Vand, —
ak, meget vil der spildes!
Mangt et Baand maa løses op,
og mangt et Neg maa skilles.
Dog tilsidst,
med liden Brist
der læsses kan og kjøres;
Blæst og Sol gjør fælles Sag,
og alle Hænder røres.
Fulde Læs
gjør høje Hæs,
alt under Sang og Trallen;
Riven gaar i Pigehaand,
til lystig Pidskeknalden.
Men om Land
fra Mand til Mand
det gaar med Hovedrysten:
Kornet fik vi vel i Hus,
men vanskelig var Høsten!
Dog er der En, som har det værre
med sine Neg at faae i Hus, —
og denne Ene er Vorherre!
Vi kastes om i Døgnets Rus,
og gaa som Sæden lavt i Leje
for vore Lysters vilde Sus;
og naar omsider vi os neje
for Ham og for hans stærke Haand,
og give os hos Ham i Pleje;
og naar i Kjærlighedens Baand
han flokker de forkomne Sjæle,
og la’er i Lykkens Sol os dvæle,
og aander paa os med sin Aand, —
da er vi snart igjen et Bytte
for vantro Hovmods Regn og Rusk;
Guds Sol var os til liden Nytte.
Naar da som Markens vaade Dusk
vi er paa Veje til at drukne,
og under Tvivlens kolde Lyn
Livskjernen i os ved at mugne,
et skjærende, ynkværdigt Syn!
Da maa sin arme Høst Han skjøtte,
og lade sine Engle flytte
Neg efter andet møjsomt om:
fra stoltest Smil og Æresæde
til Tiggergang og Taarevæde,
fra Rigdom og til Fattigdom;
ja stundum ubønhørlig skille
hvad gjerne sammen være vilde, —
Alt for sin Sjælehøst at værge,
Alt for de dyre Ax at bjerge,
Alt for at faae sit Korn i Hus.
— O Herre, Du hvis Arm er mægtig,
trods Regnens Skyl og Stormens Sus
at gjøre spædest Kjerne vægtig;
som med et Pust fra Naadens Himmel
kan løsne af din faldne Vrimmel
Forfæng’lighedens valne Skimmel;
som bruger baade Sol og Storm
for os at fri for Rust og Orm, —
gjør Du os troende og glade,
og sank engang os i din Lade!