Christian Richardt (1831–92)

Et Leve for Helten af anden April,

skjøndt aldrig han løsned Kartover,

som vandt sine Sejre i Taarer og Smil

paa Hjerternes Kongedybs-Vover!

Den ældgamle Skude fra Fantasus’ Land,

med Fader Æsopus i Stavnen,

fik Du til at svømme som Svane paa Vand,

den lagde Du dristig af Havnen.

Et Barn kunde entre din Eventyr-Boug,

saa lavt laa paa Strømmen din Snække;

men Korsvimplen flagred’ fra Slyngrosens Toug,

og Guld laa der dybt under Dække.

Du takled med Lune, Du tætted med List,

og snart var Du klar til at sejle;

dit Mandskab Du hyr ed fra Kjælder og Kvist

og blandt de notableste Snegle.

Og hos sin standhaftige Tin-Kammerat

stod Storken med Lunten i Næbet;

og Spillet begyndte, da Alt var parat,

da Nissen var taget paa Slæbet.

Og Fjenden? Ja Fjenden var trangbrystet Spleen,

med eenøjet Madstræv til Fører;

men lystigt Du fyred, til Sejren blev din,

Du dundred for døveste Ører.

— Nu trindt over Verden de halvhundred Aar

din Eventyrsnække mon drage!

Thi takke vi Chefen med graanende Haar:

Gud glæde din Alderdoms Dage!