Det gaar mod Jul — December-Snee har lagt
barmhjertig Lagnet over alt det Visne,
der maatte i November-Stormen isne;
de nøgne Stammer række sig mod Himlen
— hvo veed, hvem næste Storm slaar ned i Vrimlen?
Ja nu er alt omkring mig koldt og øde,
og selv jeg visne skal som Bøgens Top,
mit Hoved luder og min hele Krop —
jeg veed det, jeg er dømt til Døde,
og venter kun til Navnet raabes op!
Er saa mon Alt forbi? Har dertil jeg
da vandret Livets lange, trange Vej,
for kun at sætte Skum i stakket Kjølvand?
Hvad hjælper det, om de mig mindes vil,
var det i tusind Aar og tusind til,
naar Døden dog har vundet Spil,
og selv jeg ligger plyndret under Tuen!
Hvis Aand kun var en Løgn fra Ammestuen,
hvad hjalp det, om mit arme Støv i Graven
gav Bidrag til et Liv i Dødninghaven!
Nej Død,
Du er en dygtig, dreven Fængselssmed,
kan laase godt for Haand og Fod og Led,
for hvert et synligt Livets Tegn herneden,
kan slukke Øjet, gjøre Læben stiv —
men stænge Hjertets eller Aandens Liv,
i Graven indemure Kjærligheden,
Nej, Nej — det kan Du ej!
Og Gud skee Tak, jeg veed en Naadens Røst,
der fylder mig med Haab og Trøst —
jeg veed mig podet paa en hellig Stamme,
hvem intet Øxehug kan ramme,
og føler Foraars-Knoppen i mit Bryst!
Lad dette Legem dø med Plet og Rynke,
jeg bærer i mig dog hvad ej kan synke,
alt hvad jeg har fra Ham, som gav mig Fred:
mit Hjertes Liv og Lys og Kjærlighed!
og som det luttres her i Korsets Skole,
skal det nok blomstre under andre Sole,
ja gaa fra Herlighed til Herlighed!
Jeg veed, at Død er Undergang,
men Undergang som Sol gaar under —
den lyser, mens den halve Verden blunder!
— Saa rejs dit trætte Hoved, Gamle!
Frygt ej December-Skovens kolde Lys,
ej Dødens Gys —
Han som kan splitte, han kan samle!
Lad Stormen med det Visne lege Skjul,
det siger mig: det gaar mod Jul!