Herr Andrik og hans Viv Andrikke
paa vante Viis mod Dammen vrikke
en kold November-Morgenstund.
Det var forbi med deres Blund;
at det er Dag, det mærkes ikke,
men Hanen galte som besat,
at det var ikke længer Nat,
saa, heller Morgendrammen drikke
end ligge!
Paa Vejen skjænds de drabeligt,
skjøndt højst venskabeligt:
Fa’r vil i Vandet ud paa Ho’det,
for med et Sæt at kjøle Blodet, —
Mo’r vil med Halen heller observere,
hvad Varmegrad det monne være;
og de kan ikke komme overeens,
og begge gjør sig lige udtilbeens.
»Jaja, luk Øjet Mutter, det gjør jeg,
saa er Fornøjelsen saa meget større
ved pludselig at slippe for det Tørre,
nu een, to, tre!« — et Plask? — ak Nej, o Nej!
thi Andefa’r faaer Smæk paa Næbet,
og Mutter faaer et lignende paa Slæbet;
de spejler sig paa vante Viis,
men spejler sig — i lutter Is!
Der staa de To;
højst overraskede
ved ej at være overpjaskede,
de gjør kun Et: de glo og glo, —
til Anden vrisser: »Av, hvor hvast,
jeg hænger næsten ganske fast!
O hvor jeg hader denne Nat-Is,
og Hanen med, som førte os paa Glatis!«
Herr Andrik piller hende fromt i Nakken,
mens resignért han vralter opad Bakken:
Idag, min egen Rikkemo’r,
Fornøjelsen var ikke stor!