Fra Marken komme Karl og Heste trætte —
at det var Træskoføre, det kan kjendes!
Grønjordens haarde Skorper er ej lette
at gjennemskjære, skal de dygtigt vendes.
Med tunge Tjavser om sin lodne Bug
Plovhesten mødig skridter til sit Trug,
gulnet af Smuld og Sved er Dyrets Bringe —
men blank som Sølv er Plovens skarpe Klinge.
Hvergang jeg seer dem Bankerne at pløje,
hvor Leret klumper sig om Hestens Hove,
da aner jeg, hvad Herren har for Møje
med sine Jorder og med sine Plove —
med frosne Hjerters dybe Undergrund
at faae mod Lyset vendt i rette Stund —
med for sin Udsæd Furerne at drage,
og faae den lagt i grødefulde Dage.
Ak, havde Jorden Følelse og Mæle,
den vilde vaande sig i Skrig af Smerte,
naar Jernet finder Vejen til dens Hjerte —
som Skrig der gaar fra Tusinder af Sjæle,
naar Nød og Død slaar ned i Livets Lyst!
Dog maa den Vaande stundum naae vort Bryst —
det Skrig først vækker os fra Sovepuden,
vi kan ej være Smerterne foruden.