Hvor frem af via malas Svælg
lig Pustet fra en Orgel-Bælg
den unge Rhin-Elv strømmer —
dér tumler ned som i en Rus,
med Bølgen mæt af Dynd og Grus,
en skummel Strøm i vilde Brus
og sig i Rhinen tømmer.
En Stund de følges Fod for Fod
i samme Leje, samme Flod,
den lyse med den mørke;
sin Sorthed Nolla har bevart,
dens tunge Slam vil aabenbart
med Rhinen prøve Styrke.
I Thusis-Dalen staar den Dyst,
dér brydes begge Bryst mod Bryst,
og underlig sig klumper!
Hvo veed, hvad Ende det vil faae —
en Tid er Nolla ovenpaa,
dens sorte Brynje kan forslaa —
dog falder den i Stumper!
Thi Rhinen, som er født af Snee,
sin høje Herkomst lader see,
og vælter fra sig Slammen!
Stolt hævder den sit Kongenavn,
hvert Bølgeblink er Sejers-Bavn,
og snart den er i Brødres Favn,
mens Fjeldet raaber Amen.
Du grimme Nolla i mig selv,
som brydes haardt med Livets Elv,
og vil i den sig blande —
hvor ofte drømte jeg Dig slugt!
saa grundig kommet under Tugt
af Væld fra Jordans Strande,
saa Lyset havde faaet Bugt
med dine mørke Vande!
Men vær mig Varsel, skjønne Rhin,
som klares lig en ædel Vin
i Brødres Bølgevrimmel,
at Dobbelt-Strømmen i mit Bryst
skal luttres gjennem Dyst paa Dyst
for Støv og Smuds og Skimmel,
til Løbet bliver reent og lyst,
og Spejl for Sol og Himmel!