Emil Bønnelycke (1893–1953)

All poems by Emil Bønnelycke on Kalliope, ordered alphabetically by the first line of the text. The list can be used to find a poem when the title is unknown.

A

Ad de blaavaade Veje, Frost-Flisernes blinkende Sti

Af hvert Under, der er sprunget af den anspændte Tid

Ak, trives Visdoms Blomster, og tændes Skønheds Blus

Atter de tudende Toge. Den kaldende Nat

Aah, hèr ligger jeg mellem Kornblomst og Kløver

B

Befalingen lød til mig selv: Saml dine Horder!

Berus dig, o Jord, i Forløsningens Fryd

Berust af Kyssenes Aande

Blidt synger, dæmpet af Asfalt

Blot en Dag, hvor dine Veje

Blæk kan ikke male Rødt

Blæs, o min Gud, en iskold Vind, der kunde svale

C

Cyklerne, Cyklerne, Morgenens Sang

D

Dagen staar blaa over Byer

De gamle Folk gaar hen ad gamle Gader

De klare Kjoler blafrer hvidt og blafrer blidt

De klinger, de klaprende Hove af Heste

De kongelige Attituders Maskerade

Den blev formet engang af en Mager

Den bølgende Trængsel iblandet med fejende Takter

Den første Sang i Vindvets svale Luft

Den røde Mælkevogn. Den dybt forkomne Hest

Den Sal, hvori du troner, er mit Hjertes Sal

Den store Silo sover som med Lande

Den store Verden har lukket sig tavs

Den Ungdom, som jeg ejer

Den unge fortryllende Dag tog mig ind til sit Hjerte

Der bamler Klokker i en gammel Kirke.

Der blev ingen Kranse sendt, ingen Blomster lagt paa Baaren

Der drager over Verden en forrygende Vinter

Der dufter af Sauce til en kongelig Ret

Der er i dit Aasyn, i Ly af dit Guldhaars Krone

Der flagrer Børnetøj og røde uldne Klokker

Der gaar saa grønne Søer i Biscayabugten

Der kom en Vandrer til Lindenborg Kro

Der ligger et Land, et Land i den skumrende Stund

Der lugter gult i Fængslets Gaard

Der laa en Mængde Nætter i hans Aasyns Mørke

Der sad en gammel Mester, i Himlens store Gaard

Der sang en Fugl i Dagens første Stund

Der sejler en Himmel hernede

De Smil og unge Øjekast i Myriader

Det banker af saa vild og ung en Glæde

Det er den elskede Gade igen

Det er den Vin i dine Aarer, der har gjort mig stærk

Det er Festernes Aar, der skal komme

Det er min Donatella

Det er som en Hvile at vide

Det er som om jeg fører en Hær i mit Hjerte

Det gør mig tryg, at du er fuld af Tanker

Det gaar fra Mund til Mund

Det kalder og smiler fra hvide Markiser

Det lysner i Menneskers Øjne

Det Purpur-Nu, som af mit Kaktushjerte springer

Dette Valdhorn er en Skorsten fuld af Træk!

De vejrer en Virak i Vinden af Vaar i det fjerne

Dit Bryst, o lystne Præstinde

Dit Haar og dit Hoved

Dit Kys, o Kære

Drachmann, Drachmann, hør hvor Havets Vugge

Du er følsom som en Hoppe. Du har Nerver som en Hind

Du er Prins og du er Trold

Du er sminket saa slet som den slette Aktør

DU florentinske Plet i Byens Hjerte

Du i Efteraarets graa

Du, Kastanie, gode Ven

Du kære Blæst, som synger i dit Bølgeslag

Du løfter dit Hoved fra stumme Kolonner af Tal

Du, Valde, har ’re alder prøft de’ før

Dyb som Brønden, sort som Klippekløften

E

En Aften laa jeg syg i min Stue

Ene i Morgenen, ene i Byen, som sover

En Ild af Blomster brændte dine Blikke

En socialistisk Teori fortolket i en Tale

En usét Sanger fløjter bag en Haves Hegn

En vildt forkommen Pilgrimsskare kom

Er det dig, der smiler i dit Blik?

Er vi født til at favnes af Regnen?

F

Fandt vi da lidt i den Lyre, som dybt i hans Hjerte

Fire Violinister i samme Symphoni

Foran Versailles’ Facade

For Blæsten vandrer blidt en Bølgestime

Fordi din Glæde skulde være mer end Glæde —

Følte dit bristende Hjerte

Først til Eder Fornægtere af Livet

G

Gammelstrand med Fiskebørs og Tang og Hyttefad

Gnid min Hud med denne dyre Salve

Godmorgen, du Sol, som gaar gylden og glad

Guldæblet springer i Kongens By

Gaa til Klokkeblomsterne, de blaa.

Gaa ud i de falmende Skove

Gaa varsomt, du natlige Vandrer

H

Han tænder sin Lampe, naar Dagen gaar bort

Har Kuldens Læber aandet Livets Isnen

Havet. Himlen. Skyers Flugt

Henover Stadens Tage

Her breder sig Havet tomt og forladt

Her, ganske tæt ved dig, ved dine slanke Lemmers Glæde

Hér staar den store Damper højt paa Stabel

Hun vander sine Blomster

Hvad det er sandt, at jeg skal flakke hjemløs om

Hvad er mit fattige Hjerte

Hvad jeg ejer kan forfalde og forgaa

Hvad synger du, du syngende Waggonhjul af Staal?

Hvad søger jeg ved denne Kaj, hvor Skibe lægger til

Hvem er du, som er standset paa Vejen

Hvem kan forklare mig dette

Hver Kriger er en Slave, hvis Lemmer

Hvorfor falder den mørke Regn?

Hvorfor, med Glæde, om et slet Papir

Hvorfor vi vaagner, Venner, i triste Morgners øde

Hvor skal jeg være, og hvor skal jeg gaa?

Hvor Solen staar rød i en Rude

Hybenbuskens røde Frugter blusser i de nøgne Gréne

Hør, dette kolde Kultraadslys fortæller

I

I de duvende Waggoner har jeg genkendt Verdensstaden

I den kongelige Morgen, hvor vi ser os selv som Ahner

I den Stund, hvor Gadens Lygte

I Havens Dunkelhed træd ind, Veninde

Ikke i fine Hoteller

I Larslejstræde, Pilestræde og Kattesundet med

I Nat i Drømme syntes jeg nu var opnaaet

I Nat skal Lanterner

Ingen skal spørge forgæves, om vi er det Unge

Ingen, som lever og elsker Livet, vil glemme Livet i Nat

Inkarnationen af Aarhundreds Erobreraand

Ishaverne blomstrer paa Rudernes Glar

I skal komme fra Dagen og Natten, fra Øster og Vester

I Sol og Sné, i Sol og Sné

J

Janitscharernes Musik

Jeg behøver blot at sé dig, sé dig gaa

Jeg drak en Dram af Solen

Jeg drikker berusende Dufte

Jeg drømte dette sære: For hundred Aar siden

Jeg Daare drømmer atter mig til denne Dør

Jeg elsker at staa ved Butikker

Jeg elsker den larmende Gade

Jeg elsker Slæberbaades Varskoskinger

Jeg er en Harpe, der toner

Jeg er en Sten i en stormende Stad

Jeg er en tørstig Vandrer

Jeg er et Fortov, der beder din unge Fod, o Pige

Jeg er et Solstreif i den sorte Taage

Jeg er fra Valence, i Valence bor min Moder

Jeg er i Aften langt borte fra dig

Jeg er Ilden, Brahma, Urkrafts Søn

Jeg er slagen af Savn, jeg er saaret af Savn

Jeg er sødt opfyldt af Foraar

Jeg er saa træt i Aften, lad mig græde lidt

Jeg gik i Haver iblandt hvide, slanke Kvinder

Jeg giver dig Landet med Følfod og Skræppe

Jeg griber glad din lille Haand

Jeg har levet højt en Uge

Jeg har sét, at denne Væren

Jeg har Sko med slemme Huller

Jeg husker »Baltic«s lange Landgangsbro

Jeg hører den evige, rullende Lyd

Jeg hørte dem komme, de elskende to

Jeg kan høre Blomstens Farvetale

Jeg kender en Ugle

Jeg kender i Luften et Bjerg, der er blaat

Jeg lo, da jeg saa, at det snéede i Nat

Jeg lytter, o Kallinikos, til Lyden af din Esse

Jeg længtes, længtes ud et Sted

Jeg lærte, min Ven, af din lyse Landflygtigheds-Glæde

Jeg læste et Kapitel

Jeg mindes mange Nætter

Jeg sang dit Navn belært af Lærkens Stemme

Jeg sér en Række Dage, der bygger deres Drømme

Jeg skal male Marker, Løv og Enge

Jeg spørger Græsset, om det véd, hvorfor det vokser

Jeg søger det skinnende Guld, der bor

Jeg søgte blandt slingrende Lygter

Jeg søgte Plads som Mélmand

Jeg takker dig for den Frimodighed, hvormed du sér

Jeg takker Jer, I Øjne, at I vil sé i mine

Jeg tror der er Ynde i hver en Stén

Jeg vandrer nu ad Veje

Jeg ved af ingen Veje

Jeg véd, jeg har vovet mig

Jeg vil leve i Introductionen

Jeg vil skrive dig et Digt, D. 103

Jeg vil være din ventende Ven

Jeg vaagner, jeg véd ej ved Lyden af hvad

Jørgen Christian, Seren Terkel og Jens Ole

K

Kald mig hjem fra Nattens vilde Veje

Kaldt ud af Livets Larm i Livets Gader

K. F. U. M. Kompleks. En sort Kaserne.

Klassisk i sin Armods Vé og hvide Sné

Koblenzer Hofs Terrasse

Kommer jeg mod Aften til en lille By

Kun i disse foraarssøde Dage

L

Langt borte fra dig, der har jeg lært mig at længes

Leonora og Dora var Døtre af Degnen

Linje tre til Vesterbro

Livet vil, at jeg skal være til

Længe var der saa lydt og stille

M

Majestætisk, som et Ligtog for et Lands Monark

Man kørte saa trygt i den dejlige Dal

Man ringed med en gammel Mesters Klokker

Med farvede Ruder den brænder sin dæmpede Fakkel

Med mit Ansigt løftet mod din Skikkelses Aabenbaring

Men hvad fejler dig min Støvle

Min Arm er tung af Orgeltræk

Min Dag er som en Have

Mind mig ikke, Sommer, om de fjerne, fjerne Dage

Mine Damer og Herrer, hér sér De et blomstrende Rige

Mine Damer og Herrer, undskyld jeg ikke forklarer

Mine Herrer paa Børsen, udspekulerede Spekulanter

Min hvide Vest er strøget

Min Sjæl er en Rytme i Lænker

Mod en kongelig Mur Kolonaden sig tegner

Mor, du er Navnet

Mærkværdigt kan Skæbnen en Synder belønne

N

Nattergalesang. Nattestille Tale

Ned af det blege Lygteskin

New York, New York, mit Hjerte jubler, jubler mod dig

Nu bøjer mit Hjerte

Nu trækker Støvlen Vand igen

Naar du med Smykkets Guld dit Haandled troldomsmykker

Naar jeg sér dine Lemmer lege vellystigt i Vandet

O

O, aldrig, Erindringens Have

O, blev jeg blændet af min egen Glædes Blus

O, du massive Centrum for Trafiken

O, gamle Mester, intet kvalfuldt Spand af Tid

O, Herskerinde, du som i din Dronningtale

O, jeg skal aldrig eje den, jeg nu beundrer

Om alt os svigter, alt forgaar

O, Nat, naar dine Stjerner stærkest lyser

O, om jeg vidste det: Hvem blandt dine Venner

O, pragtfuld, Proletar, din Næves Tag!

O, Raadhuspladsen, Vimmelskaftet, Tivoli

O, skønne Liv, jeg spørger ikke mere

O skønnest er den Dødes Navn

O Tornerose, ej bag Rankers Duft og Blomsters Mur

Over og omkring mig ser jeg Ruder staa og gløde

O, Æventyr i Spisevogn fra Frankfurt an der Oder

P

Prag Prag Zlata Praha Hradschin

Paa en Baggrund, en Blanding af Stjerner og Tog

Paa Hjul, der sammenkoblet af Jern og oljet Staal

Paa Købmagergade, paa Købmagergade

R

Regnen faldt ret paa mig, let paa mig, tæt

S

Se, Haven har blæsende Blade

Selv naar jeg danser med dig i mine Arme

Ser I Baalet skjult imellem Blade?

Se Solen i min Rude, forenet med Gardinet

Skal vi gaa til Folkeparken, Søndermarken

Som af Djævle, som af Djævle

Som Dragen ved din Yndes Helligdom

Som Elefanters dumpe Trællegang i Templer

Som en Skulptur af Jern, der illustrérer

Som en skyggende Mur stod Rusland rejst

Som et Fængsel, et Fængsel, et Fængsel

Som et Hoved med en Turban af Vindinger

Som et Møde med Alverden. Continent. Continent

Som et Tempel fuld af Tavshed er min Sjæl

Som Køln sin Dom, sit Hus for Patriarker

Som Røgen af Lokomotiver

Sov sødt, I smaa Chimpanser

Sporvogn, der brummer. Klokker der kimer og slaar

Spørg ikke din Forundring, om et Smil kan tale sandt

Stille Aften. Kom nu vil vi gaa

Staa op, du Jord, og mød de nye Dage

Syv Søstre i syngende Ring

Saa dypper vi Pisken, vor Pensel, vor Pen

Saa knæler vi her for det Ukendtes Fod

Saa nøgternt dine Øjne lyser mig i Møde

Saa stedes vi hér

Saa sødt den martrer mig, din Pigemund

Saa ung blev du aldrig, at ikke du trænger

T

Tak, du Blomsterhandler for din Løvbutik

Tamlatimla er en By, hvor Solen aldrig sover ind

Til dig, o hvide Sne, som festligt slynger

Til Frogner, til Frogner jeg ased hvert Gry

Togene tier aldrig. Endnu hører jeg Lokomotivet

U

Upaaagtet af min Undren

Urtegade, Smertens Gade, du mit Hjem engang, engang

V

Ved din lukkede Dør, o bedaarende baigneuse

Ved Isonzo sank med blodigt Indre

Vi durrer, vi surrer, vi synger vor Sang

Vi gaar ad en Vej, som er Vejen for os

Vil du, jeg maa følge dig

Vi tømmer en Kalk af de duftende Blomster

Vi var sammen i en sommerlig Have

Vaagn op, derinde, Karma, er Gemalen