Jeg er en Sten i en stormende Stad.
Jeg ligger blandt Tusinde andre paa Rad.
Sé, jeg er ond, og sé jeg er glad.
Jeg er en hærdet og ru Rubrik,
en Basis, der bærer den travle Trafik,
den Støj, der for Stenen er strid Musik.
Jeg er et Hjerte, men uden Blod —,
o, mærk, hvor jeg banker, du barnlige Fod —.
Jeg mærker, der strømmer en Duft, hvor du stod —,
du pige, jeg følte dit bedende Blik.
Det faldt i min Gade, min graa Rubrik.
Barn, hvor jeg grubled og græd, da du gik. —
Du Skønne, en Sten kan jo godt gøre Kur.
Du tror, jeg er stum og er lutter Struktur,
umælende Led i en liggende Mur. —
Skabt af et Stof, der skal stedse bestaa,
skal jeg leve engang, naar du skal forgaa —.
Men da vil jeg mindes din dansende Taa. —
Naar Tusinde travle og trampende Skridt
træder den hærdede, ru Granit,
glemmer jeg glad, hvad min Gade har lidt —,
i Mindet om dig og din dansende Fod,
det Sted og den strømmende Duft, hvor du stod.
Da føler mit Hjerte sit bankende Blod . . .