Som et Fængsel, et Fængsel, et Fængsel,
der har fængslet en drømmende Drot
bag Jern i sit gitrede Slot,
hvor Guld har forgiftet hans Længsel —
i Pengenes, Pengenes Fængsel,
og Slaver har stænget hans Slot.
Som et Tempel, et Tempel, et Tempel
med Søjler og blank Mosaik,
hvor Maskiner er Tidens Musik —.
Thi et Stempel, et Stempel, et Stempel
stempler Sedler i Pengenes Tempel
og rammer en given Rubrik.
Som et Rum, der er opfyldt af Stemmer,
som det kongeligt travle Kompleks,
hvor der tælles i Veksler og Checks —,
hvor Guldet bag Gitre og Tremmer
faar Røst i de raabende Stemmer . . .
i Kor i det kolde Kompleks.
Som et Hus, der er Helved og Himmel —
og Hede og isnende koldt;
thi i Marmor er Murene holdt —
Ufølsom for Kundernes Stimmel,
hvor én er fortvivlet og svimmel —
og føler, hvor Huset er koldt.
Som en Verden, en Verden af Kulde,
af Travlhedens isnende Pragt —,
hvis Væsen har Marmorets Magt . . .
Hvis Fade er bugnende fulde
af Rigdom, en Rigdom af Kulde . . .
klædt i en gylden Dragt. —
Som et Fængsel, et Fængsel, et Fængsel,
hvor tusind Galejer træller,
og tæller og tæller og tæller —,
og glemmer den skabende Længsel,
i Fængsel, i Fængsel, i Fængsel —,
Kapitalernes isnende Kælder.