Kristiania.
Jeg har Sko med slemme Huller,
jeg har blanke Buksebén —.
Jeg er Kongen, jeg er Fyrsten,
der fik Savn og Sult i Lén —.
Jeg har vandret gennem Vaaren,
og jeg standser hér i Høsten,
jeg vil synge lidt om Skove,
lidt om Skibe under Kysten —.
Jeg vil tale lidt — i Løndom
med det Løv, der smuldrer hen —,
det skal hviske mig i Øret,
at det snart blir Vaar igen.
Jeg har stampet al min Randsel,
jeg har snydt en Pantelaaner,
derfor er mit Sind en Himmel,
som i høstlig Renhed blaaner —,
derfor er jeg fuld af Glæde,
o, jeg vandrer, jeg er til,
sé, jeg lever midt i Lyset
af det gyldne Farvespil,
som i Birketræet brænder,
hér, hvor Sommeren gaar under
og hvor Høstens Sol vemodig
over Byens Tage blunder.
Jo, jeg fik lidt Mad forleden,
det var Fladbrød uden Smør;
men jeg burde vist friséres,
for mit Haar er nu som Hør —.
Jeg er allermest besjælet
af den Blæst, som gaar i Gaden,
dette Hav af blaa og kølig
Luft, der stormer gennem Staden —.
Der er Vinter i dens Væsen,
der er Glemsel for hver Visnen,
der er Bølgeslag saa friske,
at jeg trænger til dens Isnen —.
Jeg har trampet over Bjerge,
sovet ud i Dugg og Dale.
Jeg vil hvile mig en Smule
paa mit Værk, en luvslidt Hale —.
Jeg vil sé, naar Solen tegner
røde Skyer i Universet,
og naar Skibene i Havnen
faar dens gyldne Spind i Merset.
Naar hvert Hus i Byen rødm er,
til det staar som et Palads,
vil jeg dvæle som en Skude
ved en venlig Ankerplads.