Min hvide Vest er strøget.
Sé, min Støvlesaal er ny
og stærk, fordi den mærker,
at nu drager vi af By —.
Chausséen ligger ventende,
og Følfod gror langs Vejen,
og Dagens Vandrestemning
er saa underlig og egen.
Hos Værten har jeg pænt sagt op,
og alle Nag er glemte.
Det er, som Klokkeblomster smaa
er fjernt begyndt at klemte —
og vippe langs den hvide Vej
med blaa og blide Kroner,
sødt ringende en Honningsang
for Somrens Humledroner.
Jeg ejer ikke mange Ting,
men det er lige meget —,
et Hjerte, som har Længsel nok,
har Daaren altid ejet.
Nu længes jeg mod Skove,
hvor der dufter efter Regn,
hvor jeg kan gaa og kalde
hvad jeg sér min egen Egn.
Min Rejse gaar til Solnedgang
og til Syrenens Land.
Det ligger som en Drøm endnu
bag Horizontens Rand.
Jeg drager ind i Løvets Sal,
og under Skovens Kroner
dér knæler jeg og bader mig
i Duft af Anemoner.