Jeg er et Fortov, der beder din unge Fod, o Pige,
kærtegnende at træde min Flises haarde Kind.
Jeg beder dine blaa Øjnes Blik, vær ikke blind;
men tænk engang den Tanke, at Stenen har et Sind. —
Jeg er et Gulv, der ønsker din unge Fod vil danse,
saa jeg mærker denne lønlige Fest i dine Fjed;
da glemmer jeg, at andre haarde Hæle gør Fortræd,
thi dine unge Fodtrin er der Fortryllelse ved.
Jeg er en Elsker af Foraar og beder Ungdom komme
myldrende og synge, at det snart vil blive Maj.
Da vil Solen blinke og bløde i mit Beg —,
og i Træerne vil løves en Verden paa min Vej.
Jeg øde Gade har ligget i lange Nætters Kulde
og ventet dine Fodtrin, din foraarsglade Gang.
Jeg kysser gennem Støvet din Støvle paa dens Svang,
og synes, at jeg hørte, at alle Fugle sang . . .
Af al Færdsel paa min Flise og alle Trin, der trædes,
er din unge Fods Kærtegn som en Drøm for en Sten.
Jeg beder om at bære dine barnligt spinkle Ben,
saa trygt som en Fugls Fod træder paa en Grén. —
I 2 7