De klinger, de klaprende Hove af Heste.
De kimer, de susende Cykler, forbi.
De farer forjaget til Hjemmet de fleste
fortvivlet, fortvivlet i Hjertet, fordi
det ilende Liv og det hvirvlende Liv
Dagenes, Dagenes Kapløb og Kiv
nærer en Lyst til et lykkeligt, lykkeligt Liv . . .
Han presser forpint og forpustet Pedalen,
Cyklisten, som pressed hans pumpende Fod
ud, ud af hans Hjerte, o Marathonkvalen —.
Fyld mine Kamre, Fornyelsens Blod!
En hvirvlende Dag og en hvileløs Dag.
Det samme, det samme jernhaarde Jag —
Kunde man drømme til Ende én éneste Dag
Jeg hører i hundredevis Hjerterne hamre
hos alle, der flygter og farer forbi.
Den paniske Kamp i de pulsende Kamre,
hvor Længslen har kastet sig i . . .
Den stormende Færd og den støjende Færd,
Hastværksaarhundredets hjemløse Hær.
En Dag er I døende Lykken lykkeligt nær . . .