Du er følsom som en Hoppe. Du har Nerver som en Hind.
Skønt du vejer nogle faa Tons, er du let som nogen Vind.
O, du udtrykker smidigt en mekanisk Mesters Snille:
Naar du snurrer allerheftigst, er du allermest stille . . .
O, jeg elsker al din Finhed. Den moderne Yndes Magt,
som jeg elsker den Fanfare, der kan fare i din Tragt
Den beviser os det skønne ved en disharmonisk Vise,
og vækker brat Opmærksomhed ved fornem Kurtise . . .
Du har adelig Foragt for Traditionens Langsomhed,
og du kørte gerne alle nationale Stude néd . . .
Hastighedens Skønhed er den Skønhed, vi vil dyrke,
modigt gennem Tidens monomane Nattemørke.
Ad de kringlede Veje vil jeg sidde ved dit Rat
og glide med din Nynnen i den nationale Nat . . .
Vi vil blæse vor Fanfare paa de farefulde Baner.
Vi vil blæse, naar vi møder Nattemørkets Monomaner.
Naar din Motor ganske stille synger Hastighedens Sang,
og naar Tragten fløjter Viser af en overmodig Trang —,
vi vil overvinde Landevejens hundred Kilométer,
mens vi sværger det er Livet blandt moderne Poéter.
Hvis man digted ved en Lyre, ved en Fløjte tilforn,
vil vi digte til den Lyd af vort elektriske Horn.
Vi vil digte om vor Kærlighed til Hastighedens Skønhed,
mens vi blæser ad de gamle, der beskylder os for Grønhed.
I dit magelige Hjørne, o du adelige Vogn,
har jeg suset gennem Landet, saa det genlød i hvert Sogn.
Det myldrede i Byerne med blege Monomaner.
De gik og fodred Høns og havde huslige Planer . . .
Som en Rytter ved sin Tøjle vil jeg sidde ved dit Ror,
mens jeg ligner dig ved Hoppen, der forstaar sin Herres Ord.
Vi vil blæse os igennem de ublideste Blæste.
Du vil bære mig alle dine tredssindstyve Heste.
Du er følsom som en Hoppe. Du har Nerver som en Hind.
Skønt du vejer nogle faa Tons, er du let som nogen Vind.
O, du udtrykker smidigt en mekanisk Mesters Snille:
Naar du snurrer allerheftigst, er du allermest stille