Dit Bryst, o lystne Præstinde.
Jeg er Solen, der kysser dets Tinde —.
Jeg søger i Dalen dit dølgende Skød
som søgte i Sødme jeg Søvne og Død . . .
Præstinde, Præstinde. Af Marmor er Du,
en Slange, der bier det bidende Nu . . .
O, Sødme, o, Gru.
I Haver, som sænker Jer stille,
som Arme saa ømt mod en Kilde —.
I bølger imod en Hetæres Bryst,
der ikke har Længsel og Lyst til Lyst —;
men kun som en Slange, der venter den Stund,
da den løfter sin lede og spillende Mund —,
og er giftig og ond.
Jeg ængstes, jeg ængstes, o Kvinde.
Du prægtige Marmor-Præstinde —!
Saa stærk som en Dronning, der ikke ser
det Drab, hun forvolder, hvergang hun lér . . .
Dronning-Hetære! Af Ild er du skabt,
skønt du ligger i isnende Lede fortabt
og leger, lér slapt . . .
Dit døde Smil i den smilende Have
taler om marmor-umælende Grave . . .
Den slappe Haand som en Blomst, der er død,
berøvet sin Glød, sin Ømheds Glød.
Hvad hjælper Guldringenes Slangeblik?
De taler alene om Gifte og Stik
og om Slangedrik —.
O, vaagn ikke op, alvise Hetære,
du gider dog ikke et Kys begære —.
Thi alt, hvad jeg giver, er kun et Kys —,
som Haven, der drømmer i sænkede Drys . . .
Præstinde, jeg nynner en Sang om dit Skød,
til jeg tier som Solen, der taber sin Glød,
til Skøgen er død.
I hængende Haver, som søger en Kilde,
I rislende Ranker, I suser saa stille —.
Dér ligger en Dronning-Hetære, hvis Bryst
raaber mod Livet om Lyst til Lyst —.
Forgæves, forgæves, du giftige Mund.
Nu mødte du, Slange, din dræbende Stund . . .
dit Babylons-Blund.