Ved din lukkede Dør, o bedaarende baigneuse,
stod jeg stille, mens en Kilde og en plaskende Lyd
gjorde Hymnen, som jeg bragte, til en sukkende Berceuse —,
der bølged af den ømmeste Andagt og Fryd.
Jeg satte mine Blomster, bedaarende Veninde,
i det Dørgreb, der stængte for min bølgende Hu.
Bag Døren stod en nøgen og drengespinkel Kvinde,
og klynkede af barnlig, henrivende Blu.
Din Stemme, hvori Eros som i Anger forraadte,
at du elsked den, du ikke turde se og lukke ind,
burde kalde hen til Døren hver iskold Kokotte —
for at lytte til Lyden af et sitrende Sind . . .
Min yndige Veninde, du Barn under Bruset,
hvis Skuldre og skælvende Knæ drev af Vand,
jeg hørte det rislende Marmor i Huset —,
og stod ved en Afgrunds olympiske Rand . . .
O, Eros, du skabte det skønneste Eliteog
mesterlige Værk bag den stængede Slaa.
Du slynged Apollo i en Sang mod Aphrodite,
der bønfaldt forgæves sin Elsker om at gaa.
Jeg lægger, til Ære for min egen Ballade,
men mest for din skælvende Ungpigekrop,
mine Blomster, og beder dig risle og bade —,
men først lukke Døren og Elskeren op!