Mor, du er Navnet,
min Undren nævner.
Jeg kender dig ikke,
jeg Søn af Savnet.
Jeg ser dit Blik —,
men intet Armod
jeg finder som det,
i Fødslen jeg fik.
Du gav mig Livet,
men ikke Lykken.
Den blev saa mange
ved Fødslen givet.
Er jeg din Glæde?
De Ord var ofte
Skyld i min Trang
til tyst at græde —.
Mor, dine Blikke
er fremmede ømme.
Jeg længes, jeg længes —
Det forstaar du ikke.
Du, som bønfalder
mig om at blive
og ikke gaa fra dig,
»dit Alt« mig kalder.
Du grunder med ét:
Min Søn er mig fremmed.
Han kender mig ikke.
Hvad er der skèt?
Hvad er der hændt
i hans Kærlighed til mig?
Du tager min Haand:
Sig, hvad du vil mig.
Du sætter dig bort,
er stille og stirrer —.
Paa éngang Verden
synes dig sort.
Mærker du, Moder,
første Gang Sandheden:
Jeg er den énsomme
blandt dine Poder.
Jeg sér dit Blik
første Gang Armoden,
den, som i Fødslen
af Moder jeg fik.
Min Sorg jeg genkender
i dine Øjne.
Jeg ta’r dine Hænder.
Nu er vi Venner.
Og nu er imellem os
glemt hvert Skel.
Og du er min Mor
alligevel.
1913