Det Purpur-Nu, som af mit Kaktushjerte springer,
som Brand af Sprængningstiders esserøde Baal,
udfolder over Verdens Valplads sine Vinger,
og hærder i en Purpurblodstrøm Pennens Staal . . .
Det nye Nu, der lig en Feberhaand om Hjertet griber
og næres kun af Kedsomhedens Samum-Vind,
beretter blussende om Røg af Bøssepiber . . .
og blinker, se, som var der Sabler i mit Sind . . .
O, Krigstrofæ, en Klangs Essens af det, der hændte,
en hedensk Blomst paa Dagens støvgraa Alter strøt,
et ildrødt Budskab, farvet af den By, der brændte,
som blomstrer, naar forlængst dens Moderild er ødt.
Som Ild paa Himlen fatalistisk Verden maler,
med rødt, skønt sort, jeg Nyheds-Alkymist
nedskriver, ridser mine Blods-Initialer —,
og fabler, synsk, professionel som Fatalist. —
Thi, som jeg tror, at alt, skønt uskabt, er tilstede,
er det, der sker, kun Stumper af et uset Alt —,
og naar det blinked svagt her underverdens-nede,
da var det kun Guds Blik, som paa os faldt . . .
Derfor, jeg brænder gerne, iler for at bringe
den Brand, hvis Navn er enten Sol, eller er Død —,
at hver Ruin, hver Valplads kender paa min Vinge
den Fred, jeg paa de Faldne ydmygt gød . . .
Derfor, det Purpur-Nu, som stiller mig i Verdens-Vrimlen,
er som et ordløst Ord, en Røst af det, der sker,
hvad enten det er Dødsmulm eller Sol paa Himlen,
jeg synes, det er Gud, som paa mig sér . . .