Jeg søger det skinnende Guld, der bor
som Skønhed et Sted i det skabende Ord —.
Det Ord er mit Stof, er en Magers Metal.
Og mit Hus er en Esse, en osende Hal.
Jeg hamrer paa Teksten og smeder den til —,
et Smykke, der spejler det evige Spil —.
Jeg dykker min Ring i det magiske Vand —.
Dér henter den Glansen af Stjernernes Land.
Jeg skiller Vokalerne ud af mit Ord.
Jeg lægger som Stene dem bort paa mit Bord . . .
Jeg kalder hver Lyd for en lys Diamant —,
der gemmer sin Klang i en sløv Konsonant.
Jeg lægger de rensede Stene paa Rad.
De blinker endnu af det ætsende Bad —.
Tilbage af Kapslernes døvende Gem
er kun en kvælende, ætsende Em —.
Jeg kaster mit Ord i en røgfyldt Retort,
og skiller hver skæmmende Bilyd bort —.
Jeg henter af Diglen en skinnende Sten,
en klangfuld Vokal, der er skærende rén.
Jeg gnider og pudser den plettede Lyre,
og lutrer min Sang med en sydende Syre —.
Jeg udskiller Strengenes blanke Metal.
Da lyser der Guld i min sodede Hal.
Jeg vil, at mit Ord er en Sten i min Haand,
et levende Stof, der er Glimt af min Aand —,
den hvide Juvél i hvis evige Spil
er tvunget en levende Drøm, der er til . . .
Jeg høsted af Tossers tilfældige Tale:
For Mestren er Ordet et Materiale!
Jeg lærte at drømme den Drøm, som jeg vil —
Jeg indsaa, at Ordet organisk var til.
Thi jeg er en trodsig og slavisk Artist,
der sér paa sin Kunst som en ung Alkymist —
der ætser og skærer det levende Ord,
og løsner dets Guld af den klæbende Jord —.
Jeg holder min sydende Kolbe i Kog.
Jeg sænker mit Ord i den dykkende Krog —.
Jeg søger min Viden i Vand og i Ild.
Min Viden er vældig og evig og vild!
Jeg vaager ved Diglen og drømmer mig hed
Jeg synes jeg sænkes i Vædskerne ned —,
og føler det brændende Guld i mit Blod —,
og sér det: i Ilden har Sangen sin Rod . . .
Dér henter jeg Stenen, det funklende Ord,
Vokalen i alle Vokalernes Kor —.
Den ejer en knivagtig skærende Klang —.
Men det er min Sjæl, der blev rén i min Sang . . .