Om alt os svigter, alt forgaar
engang ved Dødens dybe Vælde,
om alting smuldrer, selv dit Haar —,
da har vi dog bag fjerne Fjælde
Landet, hvor vi udgik fra,
Hespéria, Hespéria.
Om alt det store, Liv og Aand,
engang skal søges i Ruiner,
og selv din unge, hvide Haand
skal mejsles som de Dødes Miner,
visne, ligge stiv og kold —,
vi har dog Haabet i Behold.
En Tørst, en Gudelængsel mod
det Land, der lever i vort Indre,
aander, bølger i vort Blod —,
og ses i øjets Undren tindre . . .
det, hvor alting strømmer af,
Hespéria, Hespéria.
Om du engang skal stille dø,
og svøbes i de hvide Klæder —,
da skal hver Taares klare Frø
dog spire, blomstre, hvor du træder
i det fjerne, fjerne Land,
Aftenrødens gyldne Brand.
Din Kiste af det pure Guld
med Livets grønne Løv omhyllet
skal løftes op af Lér og Muld
og staa af Evighed fortryllet . . .
I en Have, fjernt herfra.
Hespéria, Hespéria.
Og du skal løftes fra dit Leje,
føle Guld og Sølvergrene
føre dig ad sære Veje —,
hvor du vandrer, hvid og ene
i Hespéria, hvor alt
er en Frugt af det, der faldt . .
Alle Skæbner, som blev skønne,
alle Sole som gik ned —
alt skal blomstre mellem grønne
Grene og det gyldne Ved —
i et bundløst Blomsterflor,
spiret af ujordisk Jord.
Selv skal jeg, naar jeg engang
fra min Baares Hovedpude
hører den forknytte Sang
dirre i Kapellets Rude . . .
ile lykkelig herfra
imod mit Hespéria.
Hvor de store Sole staar,
hvor de gyldne Æbler gynger —,
hvor i Blomst Alverden staar,
og alt levende lovsynger
Landet bag den tunge Død,
Haven, rig og morgenrød.
Den Bøn, jeg beder, er saa stærk,
at jeg kan sé de fjerne Lande . . .
Jeg véd, om alt biir Dødens Værk,
vi har dog Drømmen om vor Pande —,
Længslen mod vort Hjertes Maal,
Hespéria, det gyldne Baal.
Min Bøn er den, naar alt er slukt,
og alle Nerver faldt til Hvile —
O, giv mig af din gyldne Frugt,
Hespéria, og lad mig smile
til en Sjæl i Havens Skød.
Hende, som jeg drømte død.