Jeg ved af ingen Veje,
hvorhen min Vandring gaar.
Jeg ved kun, at jeg længes
saa vildt mod dig i Vaar.
Naar alle Hække grønnes
og lyser langs min Sti,
da gaar med Duft fra Hækken
min elskte mig forbi . . .
Naar Skovens Sale kalder
med Brus i Aftnens Vind,
da er det dig, min elskte,
der kalder Vandrern ind.
Jeg spurgte mange Steder,
hvor Vejene gik hen.
Men ingen Veje gav mig
din glade Sjæl igen.
Og ingen Veje gav mig
din Haand og dine Smil.
Aah, hvem i Verden skænker
som du min Hu et Hvil?
Jeg hører fjerne Klokker,
og tror, min elskte lér.
Jeg smiler som ved Gensyn,
endskønt jeg intet sér . . .
Det er som om min Tanke
i Dag har tænkt sig træt,
og alle Smil, jeg smilte,
de blev jo bare grædt . . .
Og hvor min Fod nu træder,
og hvor min Vej skal gaa,
dér gaar jeg, hvis jeg maatte
engang min elskte naa.