Berus dig, o Jord, i Forløsningens Fryd.
Lyt til Lænkernes Fald fra dit Hjerte. —
Din Frihed fik Navn i den frelsende Lyd —,
hvis Ekko bar Navn til din Smerte . . .
Berus dig, o Jord,
i det frelsende Ord —,
det har banket paa Bjerget, hvor Blomsterne bor.
Det har banket paa Stenen til Glædernes Grav,
saa det blinkende Sværd blev en blomstrende Stav . . .
Berus dig i Lænkernes klirrende Sang —.
Den lyder som Klokker, der kalder —.
Nu flyver der Lærker, hvor Lænkerne hang —,
og Foraaret gror, hvor de falder . . .
Berus dig, o Jord,
i det jublende Kor —,
det er Sangen, der løfter den søndrede Jord —.
Det er Klokkernes Slag i den sværtede Luft,
som forvandler de dræbende Dampe til Duft . . .
Bered Eder, Jorderigs Folk, til en Fest,
I Levende, gaa for at fejre
den Glæde, hvor ingen forgæves er Gæst —,
den Sejr, ingen Sejr skal besejre . . .
Bered dig, o Jord,
paa at slette hvert Spor
af de pløjende Spyd og de knusende Knor —.
Bered dig, o Jord, paa et lindrende Liv;
thi dybt i dig ruster den isnende Kniv . . .
Berus Eder, Slægter, i Blomsternes Baal,
den Ild, der forsonende brænder.
O, Menneske, se mod de mægtige Maal,
hvor alle i Verden er Venner —.
Berus dig, du Slægt,
og forkynd du det kækt,
det forløsende Ord, som din Smerte gav Vægt —.
Det Ord har forvandlet den dybe Fortræd
til en Fest, du skal fejre og fejre i Fred.