Jeg takker dig for den Frimodighed, hvormed du sér
paa mig, hvis største Fryd det er at møde
de Øjnes Glæde, i hvis Glans der aldrig mér
skal aabne sig hint kolde Stjerneøde —,
som éngang ængsted mig, fordi du længtes bort
til Steder, hvor min Ømhed ikke rækker —.
Da føltes dine Øjnes Glans som noget haardt —,
der brynjekoldt sig om min Længsel lægger . . .
Jeg takker, Sjæl, dig for din Aabenhed —,
det Dyb af Barndom, som mig Tvivler drager
o, til dit Hjertes søde Solskin ned —,
til denne Sommer paa dit Hjertes Bund,
hvis Duft jeg henter af din Blomstermund —,
og lægger paa din Læbe mine Klager.