Her, ganske tæt ved dig, ved dine slanke Lemmers Glæde,
elsker jeg at gaa, og være ét med din Gang —,
naar Rytmen i dit Legem er en sød og ordløs Sang . . .
der springer fra din Fod, fra dens fjedrende Svang —.
Her føler jeg, hvor Armene, skønt spinkle og spæde,
kan spændes, saa jeg sporer en egen elastisk
og levende Styrke, som din Barndom gør plastisk —,
(men du ved at klemme mig om Armen gør drastisk!)
Da vilde hvert Ord i vor Mund, af vor Tale
synes saa barske, og synes banale —,
og briste den bløde og rytmiske Bølge
af Sang, som min Elskede elsker at dølge —,
som hun helst lader Legemets Løndom røbe —,
naar lykkelig hun føler en Lyst til at løbe . . .