Kaldt ud af Livets Larm i Livets Gader,
jeg blæser Blæstens Gud et trodsigt Stykke.
Jeg bander højt af Fryd ad høje Husfacader,
jeg, den ulyksalige af Lykke . . .
Kom Kiosker til mit Hjerte, gyldne Lamper,
kom røde Lys, kom brogede og blanke.
Sé Ruderne staar tændt som gyldne Ramper,
som Glæder, jeg gaar hen til
for at sanke.
Du Gade, som mig ufortjent blev givet,
du Asfalt, som min glade Fod nu træder.
O, vil I vidne, at jeg elsker Jer og Livet,
elsker Jer saa heftigt, at jeg græder . . .
Kom Sporvognslarm og træng dig i mit Øre.
Syng med dine Klokker for mit Sind.
Lad mig deres kære Hymner høre,
bær dem, Blæst, o bær dem
til mig ind.