Det lysner i Menneskers Øjne
af Foraarets Blaanen.
Hvert Blik er som Blomster,
som Smil, der forjætter
om Lys over Vinterens Nætter —,
om Sol, der skal lindre hver hemmelig
Graad og hver Graanen —.
I Dag er hvert Blik som et Glimt af
Violernes Blade,
der vokser mangfoldigt i Byen
med Gensyn og Glæde,
med Smil til det modfaldne Stræde
Jeg synes den er som en Hymne,
den solgyldne Gade.
Se, Himmelen spejler sig dristigt
i Gadernes Pytter,
i Foraarets tusinde Øjne,
der lér og fortæller
og minder om smaa Akvareller —.
Dér ligger Violerne ogsaa
og lyser og lytter —.
Men Luften er selv som en vidtstrakt,
fortryllende Have,
hvor Blomsterne smelter til ét,
en bedaarende Tone,
blaa som Violernes Krone —.
Jeg synes, at alt, hvad jeg sér,
er mig givet som Gave. —