O, Æventyr i Spisevogn fra Frankfurt an der Oder
til Schlesien og ungarsk Land langs Bjerges Sne og Floder.
At sidde i Kafékomfort, skønt fattig paa Monéter,
at skyde Lykkens Iltogsfart paa hundred Kilométer.
Den fine Orientwaggon har slebne Vindusruder,
og Plyds paa alle Stolesæder, smaa Brokadespuder.
Og Tjenerne i Toget, de har hvide Trøjer paa,
hvor Knapperne er gyldne, og Kraverne er blaa.
De iler gennem Gangen med de dampende Dinéer.
De standser, øser Suppe, iler ind i ny Kupéer.
Jeg smiler, naar de siger: Ønsker Herren mer Postej?
Jeg lér af stille Jubel — for Herren, det er mig.
Jeg smager paa de Kirsebær, man spiser til Dessert.
At sidde ved et fornemt Bord har jeg jo aldrig lært —.
At spise Fisk med Gafler af et kostbart Sølvservice.
O, Mor, du skulde bare sé, hvor pænt din Søn kan spise. —
Jeg sidder ved mit Vindu, mens jeg ser hvor alting danser.
Bevægelse, Bevægelse besætter mine Sanser —.
Dérude drejer Markerne og Husene i Ring.
Alt det, jeg glad betragter, danser idelig omkring.
En Tak til de Stationer med Perroner og Signaler,
til de lokale Toge, som Ekspressen overhaler.
En Tak til Glimt af Mennesker —, en stille Tak, fordi
de varsomt vég tilbage, mens vi buldrede forbi . . .
En Tak til alle Bladene i Jordens Billedbog.
En Tak til den Maskine, der befordrer dette Tog.
At suse gennem Skove —, at buldre gennem Byr.
Fra en Rude sé Alverden —, det er Livets Æventyr.