Jeg hører den evige, rullende Lyd
af Vognhjul, der snurrer.
Jeg rejser, jeg rejser, o hør dette Tog,
denne Verden, dér knurrer —.
Der hoster, der haster, der kaster sig frem,
en hvileløs Sjæl —,
afsted over Hjulets vandrende Fod,
uden Taa, uden Hæl —.
En Dame i Hjørnet har bøjet sig træt
i Blund over Bogen.
Jeg hører det dragende Aandedræt —.
Jeg selv er vaagen.
Bestandige Fodtrin af nogen, der gaar
derude paa Gangen.
Maaske, som jeg, han nynner sig stum
i Ensomhedssangen.
Maaske, som jeg, han stirrer sig blind
i Lys og Lygter —,
føler, som jeg, det evige Savn
i det, der flygter . . .
Mit Liv, mit Liv! — I en livsfjern Stund
har jeg ofte det vejet.
Nu ser jeg mod Ruden den sorte — set
et Ansigt — mit eget . . .