Her breder sig Havet tomt og forladt.
Hér vaager en øde, en maanelys Nat.
Vi sejler. Kahytterne lyser.
Her kløver sig Stævnen frem gennem Strømmen.
Hér næres min stille, min syge Drømmen.
Ene paa Dækket. Jeg fryser.
Jeg træder paa Skygger af Taljer og Trosser.
Jeg vandrer tilbage, hvor Kølvandet fosser,
i Læ af Lukafet, agter.
Mit Øje er aabent, vaagent mit Øre,
hér kan jeg staa, hér kan jeg høre
Maskinens hamrende Takter.
Hvem hersker paa Havet, hvem styrer hver Bølge,
hvert vuggende Glimt mit Øje maa følge
i stumme og stirrende Blikke?
Du Herre, som vandred paa Bølgernes Toppe,
bærer bestandig du Skibene oppe?
Jeg véd det. Jeg ved det ikke.
Hvor højt mon der er til Himmel og Stjerner?
Hvor langt til det Land, vi os flygtende fjerner?
Hvor dybt mon i Havet til Bunden?
Hvor sejler vi hen, og hvor skal vi lande?
Ak, denne Muld af mørknede Vande
mig fylder mig hvileløs Grunden.