Gadefærdsel
i det mærkelige Efteraar 1918
i det mærkelige Efteraar 1918
O, Raadhuspladsen, Vimmelskaftet, Tivoli,
I Steder, som blev aldrig stedt i Nød,
da Strand og Oxford Street og Rue de Rivoli
i Bomberegnen svæved mellem Liv og Død —.
I skulde, elskte Gader, altid drømme
i Danmarks Fred og favnes af dens Favn,
hvis Arme er saa søsterlige ømme —,
fordi den saa sin Lykke i sit Savn . . .
O, Østergade, dine Fodtrin summer
i denne Tid af Tommys Støvleslag —.
Saa fremmed plasker i Fontænens Kummer
det Vand, der ellers plasker om den danske Dag . . .
Det plaprer Poilu, fuld af Poilu-Dialekter.
Det taler taaget om le Havre’s Taagehavn.
Det spejler lange Støvlers Læderskaft og Hægter
der gemmer paa Verdun og Marnes Navn . . .
I lange Kapper, blaa som Skibes Panser
blander sig Paris med Kjøbenhavn,
de Sønner, som vi selv med Sang bekranser,
fordi de sov en Nat ved Dødens Favn . . .
De snor den glade, galliske Moustache,
de hilser til den raske Hat paa Sned,
der purpurrød, i Pulden en Plamache —,
ligner røde Hjerter paa Geled . . .
En snavset Tommy ved en Tommys Side,
med ægte Skidt fra Frankrigs Skyttegrave,
ses glade gennem Østergade glide —,
og aande Krudtduft over Danmarks Have . . .
Det er en Flok af fordums tavse Fanger,
hvis Hjerter hærgedes af Pigtraadshegn —.
Nu slumrer der i hver Soldat en Sanger . . .
thi Raadhusuret staar i Towers Tegn. —
O, blide Taageby, din Flise strømmer
skarlagenrødt af Nationaliteter —.
Sort, brunt og blaat dit Blik begærligt tømmer
til Synet af den danske Taxameter . . .
O, elskte By, din Brogethed iklæder
mit Hjerte med en Farve uden Navn . . .
saa Himlen i mig selv lyksaligt græder —,
fordi Alverden drømmer ved min Favn . . .