Mine Damer og Herrer, hér sér De et blomstrende Rige,
det brogede Budskab fra Verdens fortryllende Lande,
Her sér De Tahitis farvede Prins og hans Pige —,
der bærer en duftende Palmeløvkrans om sin Pande,
bærer et Budskab fra perlende Paradisstrande, —
Prinsen Ajischi og Pigen Prinsesse Obaii,
begge fra Øen i Havet, det skinnende, hvide Hawaii.
Hér møder dem, Herskraber, hør mine Herrer og Damer,
et Blik af New York og dens Vogne og vilde Reklamer.
Woolworth og Singer og Subway og tudende Tage,
et Blik ind i Storbyens morderisk-mystiske Kroge . . .
Banker og Børser, Skandaler, og Skud i en Gade —,
Fairbanks entrende Huset ad dets Facade —,
medens hans Hjerte banker Mae Marsh en Ballade!
Skønhed og Elskov traktéret paa tyve Minutter,
Farver og Tempo, Forvirringens himmelske Pragt.
Skynd Dem til Skønhedens Tempel, inden vi slutter,
inden nu Ekstra Billetterne bliver belagt.
Mine Damer og Herrer, hér møder Dem Indiens Pagoder.
Calcutta og Bombay og blomstrende Bambusboder,
Matroser, Malayer, Javanere, alslags Native,
der lyssky erhverver sig Føden ved Brugen af Knive —,
spottende Tanken, om den eller den er i Live . . .
Hér møder Dem Japan og Haver i Yokohama,
Bjerge af Blomster og barnligt blussende Piger —.
Her straaler i Silke det funklende blaa Fushijama
der rejser sig roligt ind i de evige Riger . . .
Duften strømmer af alle de blomstrende Stiger —.
Herskaber, Herskaber, dette originalt kinésiske
Stykke er taget i Peking iblandt pathétiske
Ærkeoldinge — paa Hundredtusinde Aar . . .
den flotteste Film, vi faar,
kom, mine Damer og Herrer, imedens den gaar.
Endvidere sér De et Glimt af Paris under Krigen,
hvor Bomberne falder med Brag og Rabalder.
(Vi har lejet en Larmer, der sidder og knalder —)
og endelig Aftenens Clou: Terje Vigen —.
Mine Damer og Herrer, Ibsen er filmatiséret!
(Himlen skal vide den Herre er blevet blaméret!)
Træd ind, mine Herskaber, hér sér De Købmagergade,
Vinduerne i Deres elskede, egen Facade —.
Her sér De Fönss blandt Fabriksfolk, Biler, Chauffører,
Fönss er den herlige, fyrsteligt store Forfører —
Uimodstaaelig, verdensberømt er hans Navn.
Uovervindelig, verdensberømt er hans Favn. —
Træd ind, træd ind, værsgod, vi skal netop begynde,
mine Damer og Herrer, til Farver og billedlig Ynde —,
Filmen, dens brogede Fest skal mit Hjerte forkynde!