Med mit Ansigt løftet mod din Skikkelses Aabenbaring
af et Lys, der er mér levende, end jeg selv kan forstaa,
vil jeg lytte til din Stemme, som, skønt den strømmer af Forklaring —,
taler gaadefuldt om noget, der aldrig skal forgaa.
Som et Budskab fra en Himmel, hvor du ikke selv er inde —,
men hvis Lys dig belyser, og hvis Lyd er din Stemme —.
Som et Land jeg forklaret af din Kærlighed skal finde
og føle i en forløsende Jubel mig hjemme.
Omgivet af det løftende Lys som af en Kappe —,
vil jeg staa som ved Foden af det eviges Trappe . . .
vil jeg tro jeg betræder en straalende Stige —,
at jeg dødelige ser et udødeligt Rige . . .
hvor, i Lyset og i Lyden af din Stemme engang
vi forenet kun er Lys og er lysende Sang, —