»Koblenzer Hof«s Terrasse
ved Moseludløbet i Rhinen
myldrer af fornemme Gæster,
der sidder og nipper til Vinen
Mennesker, hvem Cosmopolismen
lokkede hid fra Italien,
Wien, Venédig og Norden.
Men mest fra selve Germanien.
Folk, som med Civilisationens
adelsmærkte Manérer,
(— somme hvis Falbelader
en stille Betragter krepérer),
fører Konversationens
sære og summende Sprog,
Lyde, der brusende holder
Luften saa kønt i Kog.
Jeg lytter til Restaurationens
fuldblods universale
skønne, men disharmonisk
forvirrede, fremmede Tale —
Gives en Glæde som denne
andægtig at lytte og høre
Lyde, der toner saa dybt i
dit lyttende, hungrende Øre?
Jeg drømmer om brusende Byer,
hvor Menneskelivet pulsérer,
paa alt, hvad der uden om Hjertets
ensomme Selv eksistérer —,
mens inde fra oplyste Sale
klimprer det fjerne Orkester
Valsen, der smægtende nynnes
af Klynger af léende Gæster.
Mit Glas, som er tømt, og den duftløse
Lilje i Vasen paa Bordet,
er hele mit Selskab, hvor ingen
endnu har brudt sig om Ordet —.
— Ober — lad mig betale —.
Men sig mig, naar Nattoget gaar
sydpaa —. Jeg er en Vandrer,
der aldrig et Hjemsted faar.
»Koblenzer Hof«, jeg forlader
dit straalende Menneskemylder,
som lysende ind i mit Hjerte
med Vémod og Glæde mig fylder.
— Adjeu, I Damer og Herrer —,
Adjeu, Violinmelodier —.
I spiller for dem derinde.
For mig I hendøende tier . . .
*
Jeg nærmer mig Baadebroen,
som bred fører ud over Floden,
(de tjærede, gamle Pontoner
er ikke hélt fulgte med Moden —.)
hvor Lyset fra Lygterne falder
som flimrende Fakler i Vandet —,
hvis mulmede Vove bliver
med dejlige Guldaarer blandet . . .
Kun faa af Koblenz Beboere
færdes paa Anløbspladsen,
hvor Rhinbaaden venter paa Rejsende,
dem paa Hotelterrassen.
Jeg hilser dens Styrbordslygtes
grønne og skinnende Skær —.
Den er i den stille og fjernhedsmættede
Aften mig kær.
Jeg længes mod alle de Steder,
hvor Rhinens Baade gaar ind
ved Aften, naar Lysene tændes,
og Floden i Skumringens Vind
mumler og nynner de Sange,
der handler om evige Sorger,
dem, hvem en Vandrers stilfærdige
Tilskuersmil forborger . . .
Jeg møder en Ungdom, der tyer
til Floden i Aftenen ned
for ene og ænset af ingen
at vandre langs Rhinens Bred.
Jeg længes mod hvert et smilende
Aasyn, jeg vandrer forbi,
men mest imod dem, som jeg finder
min egen Sørgmodighed i . . .
O, Ehrenbreitstein, dine Lygter
paa Rhinflodens modsatte Bred,
— Jubelen over at sé dem
gør atter mit Hjerte Fortræd . . .
Mod Genbobyen til Koblenz
de oplyste Iltoge kører
langs Floden, hvor Banelinjen
fra Köln til Frankfurt fører.
Dér gaar jeg over. Jeg tænker
af stille Beundring baaret,
i Ønsket om dog at bevare
en fredelig Stemning usaaret —.
Da hører jeg nær ved min Side
en venlig og kvindelig Stemme:
— Bropenge —, min Herre, De glemme —.
O, tænkte jeg, hér har du hjemme . . .
Jeg lægger forvirret Gebyret
paa Disken i Brofogdens Hytte.
Af Skæbnen bestemt til høfligt
at anholde mig som sit Bytte
sad hun og saá mig i Møde
med blide, undskyldende Blikke,
hvis Smil for mit tørstende Hjerte
var lønligt lægende Drikke . . .
O, standser du ikke og elsker
den Pige paa staaende Fod!
Og vækker en Uro i Hjertet,
en Løndom af brusende Blod —
O, kysser du ikke de Øjne
og sværger højtidelig paa,
at hun er den skønneste Pige
blandt Piger paa Rejsen, du saà.
Aah Gud, hvor Alverdens Længsler
paa éngang tog Overhaand.
De raabte Gevalt i mit Hjerte
og sprængte de spæde Baand,
der bandt mig til Rhinbroens Lygter
og Baaden og Byens Hotel.
Stemningens hellige Stilheds
Sørgmodighed sagde: Farvel —.
Nu brusede rasende Floder
af ungdomsdjævelske Drifter.
Jeg følte mig som naar en Synder
sin sandeste Lidenskab skrifter.
Jeg lo, og jeg banded og sværged
og græd og skar rasende Tænder.
Bare jeg dog maatte kysse,
du Pige, de dejlige Hænder.
Thi sænke mig dybt i dit Øje
og knuge min Kind imod din,
og drikke din lysende Læbes
syndigt berusende Vin —
og favne din ydmyge Ungdom —,
det vilde jo være det samme
som frækt at besudle det skønne
og gøre mig selv til Skamme.
O, hvor jeg græd og jeg flygted
og fandt ingen Steder Hvile:
Hvordan skal jeg glemme, jeg saá
en Pige i Koblenz smile — —.
En Pige, som nu er forlovet,
og har sig en Elsker, en Ven —,
og jeg kun et plagende Minde
om Ungdom og Skønhed igen . . .