Paa Hjul, der sammenkoblet af Jern og oljet Staal,
henfarer den, der satte sig Tiden som sit Maal —
en Rytter paa sin hede Hest, hvis Hjerte er et Baal. .
Til Kobbelstængers Tærsken, til Hjulbandagers Tramp,
som Hestens staalblaa Hove,
der gnistrer gennem Skove —,
en Drøm af Ild og Damp —,
der kastes frem i Rummet, af Kul og Hænders Kamp . . .
I Skinnens blanke Kurve, der smidig og oval
er smykket med en Ildblomst, det glødende Signal —
henfarer i en rytmisk Takt, der drømtes af en Gal . .
den tro og tavse Rytter, der ryster Jord og Skov,
for Døden uden Dækning —.
»Min kære, blanke Strækning
jeg pløjed med min Plov —,
hos Stænger, der er drevet af strengt og dejligt Staal —,
dér dænges sorte Dynger ind i Bugens hvide Baal . .
Der er saa hedt som Helved ved Døren til mit Fyr,
i Ildens hvide Indre,
hvor Tidens Stjerner tindre . . .
i Dybet paa mit Dyr —,
min vilde Hest, hvis Manke er hvid af Dampens Skyr.
Den Haand, der sikkert hviler paa Regulatorarmen,
den isnes ej af Kulden, den hedes ej af Varmen.
Den føler alt og kender alt, hver Lyd igennem Larmen
Den drejer alle Haandtag, den lukker, aabner Haner.
Den flaar i Fløjtsignalet,
naar Tog biir overhalet —,
naar Flag og grønne Faner
har meldt, at der kan buldres ad Nattens frie Baner.
De slumrende Waggoner, der hviler under Jaget . . .
er fjernt fra Hestens Hede og Hovene og Braget.
De Rejsende, der aldrig saa en Flig af Fareflaget . .
er fjernt fra Sammenstødet, som ingen ved, naar skér.
De slumrer og de smiler.
Han vaager ved Ventiler —.
Han lytter og han sér
ud i det hvide Mørke, naar det taager og det snér.
Paa Hjul, der sammenkoblet af Jern og oljet Staal,
med Ryg til Nattefrosten, med Front imod et Baal
henfarer den, der satte sig Minutterne som Maal
Hans Liv er Kilometre, hans Sjæl det Øjeblik,
da Vingen paa Signalet
fra rødt til grønt biir halet —,
den midtpunktstille Prik,
O, dette Kast af Kræfter, af overhedet Tryk,
hvorunder Jernkolossen i svage Stød og Ryk
gaar hensynsløst i Taagen ind, naar den er hvid og tyk.
Til Kobbelstængers Tærsken, til Hjulbandagers Tramp
som Hestens staalblaa Hove,
der gnistrer gennem Skove —.
En Drøm af Ild og Damp,
der kastes frem i Rummet, af Kul og Hænders Kamp.