Blæs, o min Gud, en iskold Vind, der kunde svale
min hede Angst, der ubehersket brænder
og fylder med et Lys af Ild mit Hjertes Sale —.
Usaligt skælver, Elskte, mine Hænder.
Usalige Forventning om den søde
Stund, hvor min Sjæl, der længselsfuldt til Randen,
gaar med et Brus af Sange dig i Møde —,
mens Tankerne længst favnede hinanden . . .
Som skal mit Hjerte knuses i dets eget Slag
er det at vente dig, der er min Dag —,
Usalig denne Tanke, at jeg, stærk, er svag —.
Usalig denne Ringhed i min Styrke!
Er du det Lys, mit dunkle Sind vil dyrke,
da er vort Møde som en Ild i Mørke —.