Som en skyggende Mur stod Rusland rejst
med de røde Standarter paa Husene hejst —.
Som en raa Barikade om Finlands Gade
Som en blodig Nat om et slumrende Gry,
om Saima Sø, om Åbo By.
Sovjet-Soldaten ved Ladogas Bred
stod dum og skægget og vild og vred.
Som en glanende Køter paa den flittige Fløter,
der drev ad Løbet paa den hvide Fos,
og stod saa rank, saa ung af Trods.
Hvad kendte Tiden og Ild og Sværd
til Finlands Haver og Blomster-Hær?
Hvad kendte Rosset til Elvefosset,
til Irisk-Sangen i Birkens Træ,
og Sommerlivet i Fjældets Læ?
Saa rig paa Kræfter gik Finland frem,
Hver Holm fik Hus. Hver Ø fik Hjem.
Kuopios Haver fik Gærdestaver —,
og Somren drømte i svanger Dunst.
En Blomst sprang ud. — Se, Finlands Kunst!
Grønirisk slaar i Saima Sø.
Den spreder Sangen som Tone-Frø.
Soldatens Gianen og Oprørs-Fanen
er veget bort fra Søens Bred.
Nu strømmer Glæden, ung og hed.
Grønirisk slaar Suomi Sang
i Fjælde-Fos, i Bladehang,
sin søde Tone, i Fyrrens Krone —.
Der er saa stille som før et Gry
ved Saima Sø, i Åbo By.
Som en skyggende Mur stod Rusland rejst.
Men nu er der Sol over Finland hejst!
I Åbo Gade er alle glade —.
Hør, Livet koger i Fjæld og Fos,
og Finlands Sjæl staar ung af Trods!