Jeg vil være din ventende Ven
i den vaade, uvenlige Dag.
Jeg vil sé dig, o, sé dig igen
for at føle mig lykkelig svag —
i en hvilende Segnen
og smile og regne som Regnen.
Jeg vil vente taalmodig og tyst
paa den stille og straalende Stund,
da alt Mørke omkring mig blir lyst,
af et eneste Smil om din Mund . . .
da al Venten er omme
og blir til dit kærlige Komme.
Da skal Draabernes dryppende Drys
i det vaade og mulmede Hvælv
naa til dig, naa til dig som Kys,
der fortolker en Graad i mig selv . . .
og du føler min Segnen
og kender mig, kalder mig Regnen.