Jeg takker Jer, I Øjne, at I vil sé i mine,
og ofre Eders Glæde for et Glimt af disse Taarer,
der brænder af en Tavshed og Eders Glæde saarer —,
og fylder Eders Undren med et Blik af bange Pine.
Fordi I blot vil vende Jer som Sol imod mit Indre,
og sænke Eders Varme i mit Hjertes Vintemætter,
jeg takker Eders Blaanen, I morgenblaa Sletter,
hvor Befrielsen i Eders hvide Stjerner tindre . . .
Jeg takker den, der blot har et venligt Blik at vende
og Lyset i et Smil til at lofte mig mod Glæden.
Jeg lader mig beruset blindt af Lyset blænde —,
og beder stumt mit Hjerte standse al dets Græden . . .