Det er den Vin i dine Aarer, der har gjort mig stærk,
din Skulders Vellugt, der har vakt Titaners Styrke,
og denne Skælven i min Grundvold er dit Værk —,
din Munds Skarlagenflamme og dit Øjes Mørke.
Det er den Røst, som ordløs dvæler i dit Aandedræt,
hvori jeg hører Ilden brænde i dit Hjerte.
Den har i en kaotisk Kval og Fryd mig stedt,
en ildrød Drøm, som mig en bundløs Sødme lærte . . .
Dit kyske Legeme er af den dybe Fryd besat.
Der gaar en Flod af Glæde i dit svimle Indre.
Din Attraa sænker dybt dig i en salig Nat —,
hvori du intet Ønske evner at erindre . . .
Vi hviler sammen som besejrede af Vinens Magt,
berusede af denne Lyst, som Elskov skænker.
I Rusens Afgrund har vi parret sluttet Pagt,
og dine Arme er to kære, kære Lænker.
Men jeg kan ikke sove fra en saadan Nat i h ryd.
Saa rigt og altforglemmende er dette Mørke.
Dybt i sin søde Stilhed mumler Natten: Nyd!
Og mine Arme favner med fornyet Styrke. —