Som en Skulptur af Jern, der illustrérer
den Drøm, en Staalets Kunstner komponerer,
og lægger som et Bjærg af Kraft i Tøjler.
Han smeder til et Ridt sin Jernhests Bøjler —.
I fabelagtig Frygtløshed forcerer
han Kedeltrykket indtil 16 Atmospherer —,
til Dyret aander Damp og Ild i Søjler —,
og jager tabt Tid ind med slappe Tøjler —.
O, dette skønne, dødelige Ridt.
O, disse Skaberviljer, der har drømt og stridt —,
og bragt den vide Verden vanvidsvidt . . .
Saa læs dit Værk da dér paa Vandstandsglasset,
George Stephenson, du sover paa Parnasset —.
Din Verden skælver dér paa Vandstandsglasset. —