De gamle Folk gaar hen ad gamle Gader,
hvor gennem Larmløsheden gamle Tider gaar —.
Som Aasyn er de ældede Facader —,
hvis Ruders Øjne fuld af stille Taarer staar . . .
De gamle Folk gaar hen ad gamle Veje.
I Larmløsheden synes ingen Tider mér —.
Men naar et Hjerte træt forstener i sit Leje,
er det som om disse Øjne sér . . .
Gensynssér de store, tavse Stunder,
da, som Sol i Rudens Rosenbjerg gik under
den, der nu bag alle Bjerge blunder . . .
Den, der sover dybt i Tiden, Altings Moder —,
den, der sejler paa usynligt nære Floder . . .
som i Suset svøber sig om dig, Nyboder.