Jeg drømte dette sære: For hundred Aar siden
vandrede en Sanger, en sønlig Søn af Tiden
omkring i disse Gader og elsked i sin Sang
hvert Vindve, hvor en Jomfru som en Blomst i Vindvet sprang
Jeg kendte Sangernavnet, hans Hjertes Elskovsbølge
gjaldt Byens bange Piger, som usynligt i hans Følge
fulgte denne sære, musikalske Musikant —,
hvis Toner var som røde Baand, der bølgede og bandt . . .
De gamle Huse smilte. De havde hørt det før.
De gemte bange Blomster, som sprang ud i hver en Dør . . .
O, trolddomssøde Stade, Dørens Trappesten —.
Det var, som Sangen lænkede med Baand de søde Ben . . .
O, Sanger i den gamle, blomsterstille Gade,
som, smeltende af Sorger, sang din Serenade,
gik du med Seklers Smerter, rank, paa dine Skuldre
og følte hine Dage blomsterstille smuldre . . .?
Jeg drømte dette sære: Sangeren var mig . . .
Jeg løfted disse Smerter for dette ene: Dig —.
Jeg søgte hos hver Jomfru, der frem i Døren sprang;
men ingen af dem bragte de til Tavshed denne Sang . . .
Om én var skøn som Rosen, blussende af denne
Ild, der kun kan dufte — bange for at brænde —,
og én var Rhododendron i Silkekrinoline
og hilste Sangerpilten med forelsket Dronningmine . . .
Og én var Kaprifolie, én Violers Blaa —.
Hvad hjalp det, naar han søgte, og ingen Steder saa
hende, der har løftet hint Sekels Blomstersmerter
til Hjertet, der er tynget, som var Hjertet tusind Hjerter . . .
Jeg kender Sangernavnet: Det er Hundred Aar siden —.
I disse Gader vandrer en sønlig Søn af Tiden —.
O, er det mig, der atter i gamle Blomsterstræder
hører gennem Husene, at Seklet stille græder . . .?
Da er det mig, bestandig, der søger efter hende,
jeg véd, mit Hjerte ejer, men misted og vil finde —,
I Vindverne, i Dørene, paa Trappestenens Stade
— i Mylderet, i Mylderet, i den moderne Gade . . .
O, drømmer jeg det sære: Iblandt Avtomobiler
synes jeg at ane et Smil, som ingen smiler . . .?
I Færdslens Strøm dér glider mig Sekelet forbi —.
Ak, hende, som jeg søger, jeg véd, hun er deri . . .
Mit Hjertes Elskovsbølge skal bære mig af Sted
i Gaderne, i Gaderne, dér faar mit Hjerte Fred . . .
Hver Jomfru skal mig kende, som jeg paa hendes Gang
har kendt og bedt min Elskede befri mig af min Sang . . .