O, Nat, naar dine Stjerner stærkest lyser
og Luftens Knive skærer Byens Silhuet —,
hvad er din Skønhed da, for den der gaar og fryser
og træder i den tavse By sig træt?
Hvis Øjne rummer Underverdners Kvaler
og dog en ydmyg Skabnings aldrig dræbte Tro
paa den, o den, hvis dybe Naade daler
som Lys fra Nattens hvide Stjernebro.
O, Natteliv, o, Fængselsgaard, du onde Drøm,
der taler stum i Lysets hvide Strøm . . .
svar den, der armodssyg gaar om og sørger,
svar den, hvis Læbes bitre Løndom spørger,
om han, der skabte Livets Helvedsdrøm,
den gode Gud i Nat er god og øm?