Til dig, o hvide Sne, som festligt slynger
i hvide Flager dine Arme om min By,
og sænker Vintrens Skønhed i en Sky —,
jeg saligt selv i nyskabt Glæde synger:
Hvor dine Faners hvide Fest forynger!
Hvor denne Hvirvelstorm imod min By
gør Styrken i vor Glæde stedse ny —.
O, det er Dybet i de hvide Dynger . . .
Du favner stundom en forkommen Mand.
Du lyser op, ak i hans Hjertes Land —,
og tænder bankende en Glædes Brand.
Du svøber Faner om en gammel Drosche,
begraver den forkomne Mands Galosche . . .
Men Lykken lever i dit hvide Land!