I Havens Dunkelhed træd ind, Veninde,
og følg med mig trygt til Cythéres Ø.
Den vil du dybt i Haven ensom finde,
og føle Larmen i dit Hjerte dø . . .
Thi al din Angst, o barnlige Veninde,
som spejles i dit Øjes vilde Sø,
skal sænkes i dig selv i saligt Blinde —,
i Kyssets Sødme paa Cythéres Ø . . .
Da elsker siden jeg dit Hjertes Ro
og lytter til et Trin i Havens Gange,
og kalder denne Lyd for Lyd af Sange . . .
Da lytter jeg til Trin paa Havens Brod
og føler Dybet i dit Hjertes Ro —.
Og ingen Lyd gør Barnet hos mig bange . . .