Livet vil, at jeg skal være til
og med navnløs Fryd jeg hér bekender:
hvis det kun er Sol og Sang at Livet vil,
er det naadigt lagt i mine Hænder.
Dagen, jeg med dyb Forundring sér
rejse sig af Mørket er en Gaade,
én, hvis Lys i mine egne Øjne lér,
én, der gør mit Hjertes Slag saa kaade.
Livet vil, at i mit Hjertes Skaal
sænker sig et gyldent Skin af Straaler,
Solen som en Gud i ét livsaligt Baal
træder mig med sine gyldne Saaler . . .
Træd mit Hjerte med din gyldne Fod,
Sol, gaa med dit Lys ind i dets Gange.
Lad dit gyldne Træ, o slaa sin Rod
dybt i Hjertets Jord og væk dets Sange . .