Jeg vaagner, jeg véd ej ved Lyden af hvad.
Jeg vaagner og véd ej, hvorfor jeg er glad.
Maaske er det Dagen, som staar ved min Rude.
Maaske er det Stemmer, der kalder derude.
Derude i Gaden, hvor Vognene gaar,
og Hestene tramper og Hovene slaar.
Mens Hjulenes larmende Sang i Granit
toner og synger, at Livet er mit.
Maaske er det Smaabørn og Træsko og Trin
Maaske er det Solen, som vælder herind,
det Guldhav og glitrende Solocian,
der skyller sin Ild mod min Nabos Altan.
Med Glimt af hans røde Begonies Blad,
de Planter, der spirer og grønnes i Rad,
og trives i Muld paa Altanens Cement
med Øjnene glade mod Sollyset vendt. —
Maaske er det Lyset i Vindvets Gardin,
der strømmer som Verdner af Sommer og Vin —
i Tanker, der virkeliggører en Fest. —
Hvad véd jeg? Maaske er det Gud, der er Gæst . . .
Er det en Stemme i Huset et Sted,
der synger om Morgen og Farver og Fred?
Nej, denne Gang er det Værtinden, der lér. —
Aah Gud, hvor hver Lyd er et Under, der sker . . .
Jeg lytter til Væggen og hører det nynne
dybt inde i Muren, der toner af Ynde —.
Jeg maa op, jeg maa ud i den kaldende Dag.
I Nat har jeg drømt mig fra Nætter og Nag.