Langt borte fra dig, der har jeg lært mig at længes,
vil jeg bede min Sang, som en Fugl flyve til dig,
og kysse dig ømt, saa du véd, hvad jeg vil dig. —
Som en Krans, der skal varsomt om Hovedet hænges
paa min Fugl, kommer Kysset og hvisker: Jeg længes. —
Dybt inde i min Ensomheds hjemløse øde
løfter min Sang som paa Vinger sig imod dig.
Hvad om du aldrig, min Elskede, forstod mig,
blot jeg bestandig dit Kys og din Sødme maa møde
og mærke, hvor du blomstrer i mit hjemløse Øde . ..
O, Svale, beskriv da din jublende Kurve
mod hende, der venter dig og vinkende paa dig
mærker al min ømhed, al min Modløshed naa dig —.
Da ved jeg, du vil glemme de bejlende Spurve,
og kende mit Kys og min Sang paa min Kurve. —
Langt borte fra dig, der har lært mig at længes,
sé, kommer jeg til dig med min Mund som et Næb
og jeg finder dig som Brud i et bølgende Slæb . .
Og Kransen skal varsomt om Hovedet hænges
paa min Elskede, der hvisker til Fuglen: Jeg længes.