En Ild af Blomster brændte dine Blikke.
Du stod i Stuen. Men i Stuen var du ikke
Du sejled paa en strid og splittet Strøm —,
og Blikket drømte ungt en Oldtidsdrøm.
Din Vej gik nøjsomt ad de nøgne Baner.
Jeg vejred Sporet — kendte dig, Spartaner —,
et Sprog, du dyrked som en hed, heroisk Sport.
Hvorfor, o Broder, gik du hastigt bort?
Det Slag, dit Hjerte blomsterslog i Blinde,
staar mejslet i et ungt, ovidisk Minde —.
Tilbage staar som Stjerner i dit Sprog
dit Blomsternavn blandt Blomster i din Bog.